Forårssalat med rygeostecreme
Den her salat har masser af smag fra citron, dild, purløg og ikke mindst rygeostecremen. Den smager i den grad af forår! Opskriften er beregnet til 2 personer.
Ingredienser:
90g perlebyg (ukogt)
½ spidskål
1 hjertesalat
½ agurk
1 bd. purløg
1 bd. dild
70g rygeost
100g yoghurt naturel eller creme fraiche 9%
1 citron
2 spsk. olivenolie
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Kog perlebyggen som anvist på pakken, og overhæld dem med kold vand inden de kommer i salaten. Snit spidskålet og hjertesalat fint. Flæk agurken på langs, fjern kernehuset og skær agurken i skiver. Hak purløg og dild fint. Vend perlebyg, spidskål, agurk, dild og purløg sammen med olivenolie, saften fra ½ citron, salt og peber. Rør rygeost sammen med yoghurten (eller cremefraiche), peber og saften fra ½ citron. Vend rygeostecreme i salaten eller anret den i klatter overpå salaten. Velbekomme!
Til dig der følger en personlig kostplan: Du skal huske at spise dine proteiner til denne salat.