Cremet pastaret med bagt blomkål
Det her er virkelig en lækker og smagfuld pastaret. Fuldkornspasta og bagt blomkål vend i en cremet sovs med løg, spinat og muskatnød. Opskriften er beregnet til 2 personer.
Ingredienser:
1 blomkålshoved
60g fuldkornspaghetti (ukogt)
1 løg
1 spsk. olivenolie
2 håndfulde frisk spinat
1,5 dl. cremefine 7%
Revet muskatnød
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Pluk små buketter af blomkålen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag blomkålsbuketterne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min. Kog pastaerne i en gryde med letsaltet vand. Pil skrællen af løget og hak det fint. Varm en pande op med olivenolie og svits løget. Tilsæt cremefine, spinat og lidt revet muskatnød. Vend sovsen sammen med pastaerne, blomkålen og smag til med salt og peber. Velbekomme!
Til dig der følger en personlig kostplan: Du skal huske at spise dine proteiner til den her ret. Du kan evt. vende skinkestrimler i.